Topcheferne Peter Winther og Carsten Gørtz Petersen præsenterede i dag Colliers’ årlige markedsrapport, i år på 175 sider – primært med gode nyheder og fremtidsudsigter.
Det går godt på ejendomsmarkedet. Sådan lød det her til formiddag i en online og live lancering af Colliers’ markedsrapport, Copenhagen Property Market Report 2021, hvor der undervejs blev stillet direkte over til USA og de øvrige vækstområder uden for København og Aarhus.
Fra Colliers’ nye hovedkontor på Toldbodgade i København fortalte CEO Peter Winther, at totalafkastet på ejendomsinvesteringer i Storkøbenhavn i 2020 endte på 9,9% og dermed næsten på niveau med 2018, hvor det blev 11,8%.
Således blev afkastet på ejendomme langt højere end på obligationer, men lavere end afkastet på aktier, der igen i 2020 var historisk højt. Det gennemsnitlige direkte afkast af ejendomsinvesteringer var 4,1% og værditilvæksten var 5,8% – væsentligt over inflationen, som var historisk lav.
”Værdistigningerne er stort set alene drevet af faldende startafkastkrav. Ud af den samlede værdistigning på 5,8% skyldes 0,4%-point stigende lejeindtægter, mens 5,4%-point skyldes, at investorernes krav til nettostartafkastet ved ejendomsinvesteringer er faldet. Endelig er værdiudviklingen marginalt negativt påvirket af en svag stigning i tomgangen. I modsætning til 2018 og 2019 er prisstigningerne således ikke drevet af en forbedring på udlejningsmarkedet,” fortalte Peter Winther.
Nye vækstområder i fokus
Markedsrapporten har i år lagt endnu større vægt på vækstområderne uden for København. Mens 70% af ejendomsinvesteringerne i 2019 fandt sted i hovedstadsområdet, var der i 2020 en ligelig fordeling mellem hovedstadsområdet og resten af Danmark.
Interessen kommer blandt andet fra mange internationale investorer, som er aktive i Aarhus, Aalborg, Trekantområdet og Odense. Colliers er repræsenteret på alle disse lokalmarkeder.
Ved præsentationen af markedsrapporten kom Peter Winther også ind på nogle af de tendenser, som Colliers ser fremadrettet: Et stigende nybyggeri, flere transaktioner samt flere og flere internationale investorer i Danmark. Og der blev også manet til besindighed:
”2021 bliver et godt år. Krisen kommer ikke i 2022, og måske heller ikke i 2023. Men rigtige kriser kommer ikke af hverken pandemier, isvintre eller andre udefrakommende chok. De kommer af, at ubalancerne i økonomien og i markederne vokser sig for store. Og vi er så småt begyndt at skabe basisforudsætningerne for den næste krise,” sluttede Peter Winther.
Download rapporten her
Herunder kan du downloade hele rapporten og bestille en fysisk kopi, som vil blive sendt til din adresse.