99 ejerlejligheder i ”Christiansgården” og ”Kongegården” i Dronningens Tværgade i indre København er solgt til en udenlandsk køber. Colliers har formidlet salget på vegne af Patrizia.
Porteføljen, der er del af det ikoniske boligkompleks Dronningegården i indre København, omfatter 99 boliger med i alt ca. 8.200 m² og 56 parkeringspladser.
Boligerne ligger i et meget eftertragtet område tæt ved Kongens Have, og størrelsen på boligerne varierer fra 46-195 m², hvilket gør, at de henvender sig til flere målgrupper.
“Denne transaktion bekræfter, at boligejendomme på centrale beliggenheder altid vil være præget af høj efterspørgsel fra investorerne. På trods af porteføljens beskedne startafkast, har der været en solid investorinteresse. Køber blev i sidste ende en udenlandsk køber, der vil fortsætte eksekveringen af Patrizias frasalgsstrategi, hvor ledige enheder frasælges på det private ejerboligmarked i takt med, at eksisterende lejere fraflytter”, siger Muhamed Jamil Eid, Manager for Colliers Vurdering & Rådgivning.